Hvad er grundlovsforhør?
Hvis politiet anholder dig som sigtet i en straffesag, kan de højst tilbageholde dig i 24 timer.
Hvis politiet vil frihedsberøve dig i mere end 24 timer, er det en dommer, der skal tage stilling til, om du kan være frihedsberøvet i længere tid.
Inden udløbet af 24-timers fristen skal du derfor stilles for en dommer i retten. Retsmødet kaldes et grundlovsforhør. Du vil altid have en forsvarer, hvis du skal i grundlovsforhør, og du har ret til selv at bestemme hvem det skal være, og det er vigtigt at du får talt med din advokat inden grundlovsforhøret starter.
Under et grundlovsforhør er der i retten – udover dig og din forsvarer – en dommer og en anklager. I Danmark er alle retsmøder som udgangspunkt offentlige. Det vil sige, at dine pårørende og journalister har adgang til alle retsmøder. I realiteten vil grundlovsforhør typisk foregå for lukkede døre.
Når grundlovsforhøret begynder, spørger dommeren dig om navn og fødselsdato. Herefter skal anklageren oplyse, hvad du er sigtet for. Anklageren skal begrunde overfor dommeren, hvorfor han mener der er behov for, at du fortsat skal være frihedsberøvet. Du vil også få mulighed for at udtale dig, men DU HAR IKKE PLIGT TIL AT UDTALE DIG, og din forsvarer vil redegøre for dit syn på sagen.
Derefter tager dommeren stilling til, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, og der kan højst sættes en frist på 4 uger ad gangen, når sagen er under efterforskning.